Trænerens klumme

Meget mere fodbold.

Til alle der godt vil have mere fodbold, end vi trænere kan tilbyde, er der her et lille fif.

Prøv at tjekke vores hjemmeside og gerne gæstebogen, mere end i plejer.
For her er der i ny og næ, en spiller som meget gerne vil have nogle kammerater at spille fodbold med.

Feks. her i dag lørdag d. 27/2, bød Morten ind med at der var fodbold på lysanlægget ved Læsøvej.

NB: var der nogen der kom og spillede med, eller var Morten alene ????

Intet nyt. ????

Intet nyt er godt nyt, er der et gammelt ordsprog som siger.
Så til alle jer derude,
 - hvis i har et eller andet, stort som småt, som på en eller anden måde, vedrører årgang 2000, eller bare fodbold i al almindelighed.
Så meld endelig ind med indput, på E-mail.
Til enten;

Niels
wobsbobs@hotmail.com

eller

Gert
gert@nyka.dk


For vi er selv ved at løbe tør for indput, her i vinterkulden.

Kulden kommer

Det er simpelthen skønt med den store opbakning til vores fortsatte udendørstræning. Det er også en ganske speciel oplevelse, det at træne med lys på som de "rigtige" fodboldspillere gør på denne årstid.

Men ang. udendørstræningen bedes I huske på, at kulden er på vej. Ungerne skal derfor klædes ordentlig på. Ingen får lov at spille i T-shirt, før det atter er marts, og alle skal til da mindst ha' lange benklæder på, når vi træner, enten i form af lange underhørmere, skikluns eller træningsbukser, og så må shortsene komme udenpå eller inde under.

Det er bedst at ta' for meget tøj på, for det kan du ta' af igen.

Trænerne.

2009 forbi

”Et menneske, man støder fra sig, forbedrer man ikke, særlig ikke, når fyren er grøn endnu. Med unge knægte skal man være dobbelt forsigtig.”

Jeg ved, det er banalt, ja, grænsende til det platte at begynde en fodboldrapport med et Dostojevskijcitat - for hvem gør ikke bare det i disse tider?! - men jeg gør det alligevel af den simple grund, at første gang jeg læste Raskolnikov, bankede de to sætninger sig ind i min hjerne: ”Et menneske man støder fra sig, forbedrer man ikke.” Og: ”Med unge skal man være dobbelt forsigtig.” Det er simpelthen sandt!

 

At blive bedre

Først en tak fra os tre trænere til alle med forbindelse til årgang 00 – plus det løse – for en fremragende udendørssæson. Vi er glade for og stolte over, I betror jeres talentfulde fodboldpoder til os. Vi håber, vi gør det godt nok, og ellers modtages saglig, konstruktiv kritik med glæde, for vi gør, hvad vi kan for at gøre alle til dygtigere fodboldspillere. Vi prøver på at holde vore spillere nære og er dobbelt forsigtige med fx negativ kritik, for er der noget, der støder fra, er det negativ kritik.

Derudover insisterer vi stadig på, at nok spiller nogle i den ene række og andre i den anden, men til sammen udgør alle årgang 00. Det er sådan, det skal være, og det lader til at lykkes. Hvis vi ser 8-10 år frem i tiden, kan de alle gå trygt i byen her i Nykøbing. Hvis der er en udefra, der truer en årgang 00’er, står der prompte 5-8-12 gutter og bakker op ”vores egen” op …

 

Afslutningsfesten

Så fik vi afsluttet dette års udendørssæson med en hyggelig fest i Nordgårdshallen. Jeg kan forstå, der har været utilfredshed med, vi ikke har haft ”vores egen”, altså årgangens, afslutning, som det hidtil har været for skik. I trænerteamet er vi enige om, vi hellere vil have den store afslutning frem for den lille. Vi vil i det hele taget hellere have, vi alle ser os selv som dele af den samme klub og ikke bare som en årgang.

Men går nogle af jer forældre sammen om fx at lave en juleafslutning for hele årgangen, tropper vi tre trænere gerne op. Vi har ikke fravalgt årgang 00, men tilvalgt hele ungdomsafdelingen. Vi mener, det er det rigtige at gøre.

 

Årets præmier

Hos os trænere var der ingen tvivl om, at når der nu var to priser til årgangen, skulle den ene pris gå til en af dem, der mest havde spillet på SBU 4, såvel som den anden pris skulle gå til en, der mest havde spillet på SBU 3. Det skyldtes ikke pladderromantik eller en eller anden form for spidsfindig pædagogik. Næh, det var såmænd simpel retfærdighed: Vi har to priser, og den ene går til det ene hold, og den anden til det andet. Basta!

Så vi sendte Gert i udvalg med sig selv, da han – så vidt vides! – ikke har biologiske aktier i flokken, og han valgte Sofie til årets fighter og Magnus til årets spiller. Da vi alle tre sagtens kunne stå inde for disse valg, blev det således.

Deres holdkammerater jublede i øvrigt, så det var en fryd, da de to blev kaldt op. De var vist enige med os tre gamle i valget. Dejligt at se kammeratskab i fuldt flor.

Derudover gik ingen fra årgang 00 – plus det løse – tomhændet hjem, for Gert havde selvfølgelig sørget for at have træningspræmier med. På imponerende vis havde alle – alle! – sørget for at melde afbud til de få træningspas, de ikke kunne møde op til – og Lucas og William havde sørme været til alle træninger! Bravo!

 

De bedste hilsner

Niels

Sammenhold eller jalousi

Vi gør, hvad vi kan for at holde sammen på årgangen. Der er ingen tvivl om, der modenhedsmæssigt – især mht. fodbold – er meget stor forskel på de enkelte i truppen, men det ændrer ikke på, vi ønsker og slås for, de alle skal være gode kammerater. Man kan sammenligne det med en skoleklasse i matematik: Nogle kan det skidt fra fødslen af, andre har måttet kæmpet sig til det, mens atter andre stadig prøver at lære det – men alle går de i klasse med hinanden og skal fungere sammen i alle mulige andre sammenhænge også.

Vi har stor forståelse for, man drømmer om at komme på SBU 3. Ambition er en smuk ting. Det er trods alt ”førsteholdet”, hvordan vi end vender og drejer det. Vores inddeling er dog ikke en potentialeanalyse, på ingen måde, men snarere netop en måling af modenhed. Og modenhed kommer med alderen. Nogle kommer det bare til før andre, så man kan altså snildt have et stort potentiale uden at spille på SBU 3. Vor kvindelige 01’er i truppen er fx en meget målrettet fodboldspiller, mens andre og ældre endnu ikke er nået hertil. Det kommer dog.

Derudover har vi også atter blandet holdene fra tid til anden. 11 ud af 16 spillere har i denne sæson været omkring SBU 3 og 12 ud af 16 do. omkring SBU 4 – og det ville have været flere, måske alle, hvis ikke vore kampe oftest lå på samme dato.

Til træning prøver vi på at skille os ad om tirsdagen og samle os om torsdagen. Det første for at tilgodese den enkelte spillers udvikling, det andet for at tilgodese årgangens samhørighed. Som træner – og lærer, apropos matematikpendanten – kan det være svært at have så mange niveauer samlet, som vi har. Men vi gør det gerne, fordi alle skal forstå, vi er årgang 00 (plus det løse). Skal den enkelte spillers udvikling også tænkes ind, bliver vi dog også nødt til at skille dem ad. Der er som nævnt meget stor forskel på de enkelte i truppen.

Vi har fået en del reaktioner om halvdårligt sammenhold på det seneste. Derfor denne skrivelse. Det lader til, der er enkelte, der mopper ”nedad”, hvad er afskyeligt, såvel som der er enkelte, der punker dem, der er et hak oppe, hvis de hører om en halvdårlig kamp – hvad er ligeså afskyeligt. Vi arbejder allerede med/mod det, men hører I om lignende, vil vi gerne vide det.

Det er dermed også vigtigt, I forældre taler positivt om jeres poders holdkammerater. Hvem der er udtaget til hvad, er nu engang trænernes ansvar og ikke en invitation til gruppedebat. Er man uenig, kan man bare trække i træningstøjet. Sidste år kom en rødøjet Magnus hjem fra skole og havde fået et ”trænerens søn” stukket i fjæset. Han har heldigvis glemt det igen, men jeg er stadig vred – og det skal I også være på egne vegne, hvis I hører om lignende om jeres talenter.

Vi gider med andre ord ikke skidtsnak. Overhovedet ikke. Det er som sagt ikke en potentiale-, men mest af alt en fodboldens modenhedsanalyse vi har foretaget i vor inddeling. Man kan med lærerens ord sige, vi har taget udgangspunkt i den enkelte elev. Den enkelte elev skal dog holde sig for fin til at irritere omgivelserne med hån eller jalousi. Det skal forældrene selvsagt også.

 

Niels.

Deltag!

Først en glad hilsen fra trænerteamet til alle jer, der på enten den ene eller anden facon har tilkendegivet, I sætter pris på vore referater. Man bliver helt forlegen over at have spurgt! Så selvfølgelig fortsætter vi vort skriftlige virke og glæder os samtidig over at være mere læst end fx Sten Kaalø (hvem? netop …).

Så et par gode nyheder: Michael og Nicklas er vendt tilbage til holdet. Af hver deres årsager har de været væk en stund, men heldigvis er de gæve gutter altså atter at finde på årgang 00. Boas var i øvrigt også på besøg den anden dag og trænede med – og gjorde det rigtig godt. Skulle der være klassekammerater eller andre venner, som er nysgerrige, er alle velkomne til at prøve fodbolden af hos os.

Derpå et øv over, Holbæk ikke mødte op til kampen i går mod SBU 3. Deres træner bekræftede så sent som i fredags, de ville komme at spille kl. 18.00. Vi havde endda fået den travle Gert til at troppe op som dommer – men ak! Jeg har nu aftalt med deres træner, de vil komme med et par forslag til ny spilledato. Hvad det så bliver til, må tiden vise.

Værd at nævne er også, at SBU 4 ydede en god indsats og ellers hyggede sig sammen til netværksstævnet i søndags – se ”ugens positive oplevelse” for mere info – der i øvrigt var endnu et resultat af vort gode forhold til HB Køge, som virkelig gør noget ud af netværkssamarbejdet. SBU 3 havde også en god formiddag i Tuse i søndags som gæster til deres årgang 00’s træningslejr. Det var inspirerende at høre om deres weekend under overskriften ”samarbejde og venskab”, og vi overvejer at kopiere projektet.

Det er bestemt også positivt, vi får ros, hvor vi end kommer frem, både for vort sammenspil og for vor opførsel. Dette gælder også jer på lægterne. Vi er simpelthen glade for, det ikke er vore spilleres forældre, der står og skaber sig på sidelinjen, og vi er glade for, vore spillere dyrker fairplay både internt og eksternt.

Så også et par opråb: Vi mangler dommere, så hvis en af jer går rundt med en fløjte i maven, bøvs den sporenstregs op, sæt den i munden og meld dig under fanerne. Vi mangler også folk, der vil gå ind i arbejdet i klubben.  Det kunne da være skægt med fx kampvalg til bestyrelsens sæder eller et problem, der hed: Vi har for mange trænere …

Og nok må man som tilflytter nu og da undre sig over, nykøbingensere selv synes, de bor i en rimelig stor by, eller at det at være født i Højby betyder, man ikke er hér fra, men Nykøbing er trods alt ikke større, end vi godt kan bruge flere hænder/fødder. I dag hørte jeg fx en af 01-04’s trænere sige, at tre trænere til 30 små spillere tit synes lige i underkanten. Andre hold mangler en holdleder eller hjælpetræner mere. Der skal ikke så meget til, og hvis I ser på dette trænerteam, så ved I, man ikke engang selv behøver at være en særlig god spiller for at træne spillere :).

Forenings-Danmark bliver nu og da latterliggjort, og det utal af foreninger for eller imod hvad som helst, der er at finde, kan da også være tragikomisk, men det almindelige foreningsliv savner lige nøjagtig dig. I konkrete tilfælde altså NIF. Og atter med udgangspunkt i trænerteamet kan du nok regne ud, vi også får noget igen. Det er ganske vist på det rent spirituelle plan, men det er dog skattefrit (endnu) og værd at huske på.

I al godmodighed,
Niels.

 


 

Overvejelser om ny aldersregel

Dette er en politisk kommentar, som knytter sig til de nye aldersregler for ungdomsspillere i SBU. Og da jeg jo har fri adgang til at ytre mig her på sitet og samtidig går voldsomt, ja, nogle vil endda mene hysterisk meget op i fodbold, vil jeg gøre det.

Det hedder sig jo nu via en nylig regelændring i SBU, at en årgang, fx 00, må have to spillere med, der er født i 99. Min bekymring mht. dette er dels en personlig og dels en generel størrelse, hvad jeg vil prøve at forklare nedenfor.

Jeg ved udmærket, for at tage udgangspunkt i det personlige, at Sofie og Magnus spiller i den ”forkerte” årgang, i og med de begge er 01’ere. For begge gælder det i fremtidens kampe, at i hvert fald to af deres kommende modstandere kan være mere end to år ældre end dem selv. Sofie er fra marts 01, Magnus fra februar 01. De kunne dermed i princippet spille for vore 02’ere. En måske hoven påstand kunne være, de to faktisk var nok til at vinde 02-rækken …

I gamle dage hed det sig, at er du god nok, er du gammel nok. I dag hedder det sig åbenbart, vi kan forstærke div. årgange, som vi vil – næsten. Jeg kan se en pointe i regelændringen ift. landsbyklubber, der ikke har nok af en årgang til et hold, men de har hidtil kunnet søge kompensation og har gerne fået den, hvilket annullerer pointen. Regelændringen er m.a.o. meningsløs.

Sofie og Magnus spiller pt. sammen med deres klassekammerater, hvad der er en stor social del af det at være med i en fodboldårgang, men det holder vel sagtens snart op, når de to nybagte 3. klasser, der måske ”burde” have gået i 2. klasse, kan risikere at skulle matche 5.-6. klasser. Og der er ydermere ingen grænse for dette. Det kunne i princippet handle om tre eller fire gange Sofie og Magnus, som af børnehaven var blevet erklæret skolemodne et års tid før deres klassekammerater.

Og tænk den venligst to-tre år videre: Der er stor forskel på at være 11 og 13 eller 12 og 14. Det åbner virkelig for spekulation og dette i udpræget grad, hvis vi fx i NIF sørger for at tilmelde hver anden årgang DGI og hver anden SBU, da de to forbund ikke krydsregistrerer. Magnus spillede fx problemfrit lovligt fire kampe for årgang 99 i DGI-regi i foråret, fordi de var tilmeldt DGI, og han normalt spiller SBU. Kan I se det?

Der er faktisk også stor forskel på at være født fx 3. januar og 3. juli i et år, når det handler om pubertetsknægte. Derudover skulle man da være en mystisk træner, hvis man som fx 01-træner ikke engang imellem tænkte, at fx Morten eller Simon og Mathias FL fra årgang 00 ville klæde ens hold vældig godt. Med en smule snilde, som vist ovenfor, kunne de sagtens spille for begge.

Jeg forstår ikke denne regelændring. Vi har levet fint med ”klasselisten”, der var reglen om, at op til to, der evt. var født en postgang før de andre - i.e. efter den 1.7 året før, men gik i klasse med holdkammeraterne - stadig kunne være med. Det betød ikke noget, man var kommet ”for sent” i skole. Devisen lød: Dem, du går i klasse med, spiller du fodbold med. Hvorfor lave om på det? Devisen er nu aflyst. Til gengæld er der åbnet for tricks. Der er også åbnet for, Sofie og Magnus ikke mere kan spille fodbold med deres klassekammerater.

Jeg forstår derfor ikke, hvad denne regelændring skal gøre godt for.  Og hvad værre er: Jeg kan ikke finde argumentet for den noget sted!

I stedet for dette morads vil jeg slå på tromme for, vi enten spiller rene årgange eller med den gode, gamle klasseliste i hele SBU-systemet. Stadig med den klausul, at er du god nok, er du gammel nok.

Både Sofie og Magnus hører fx til på årgang 00. Også selv om de er født i 01. De er bestemt gode nok til at være med. Til de møder en moustachemarkeret ungersvend …

Hvis i er i tvivl

                                                                                                Nykøbing den 27. maj 2009.


                                  Hvem sætter holdet, på "vores hold"

Når vi træner eller spiller kamp, er det suverent træneren der sætter holdet, også når der skal skiftes ud eller ind.

Husk endelig, hvis i har lyst til at blande jer i dette - så er posten ledig, fra dags dato.

Gert

Proff forbudt!

I dette forum, hvor alle og enhver kan læse med, kan jeg blot komme med generelle opfordringer - så det vil jeg gøre.

Vi trænere er glade for, de fleste af jer forældre ikke belønner jeres poder for de mål, de evt. scorer. Det kan skisme være svært at prøve at lære drengene sammenspil, hvis det har indflydelse på deres lommepenge.

Vi er ikke glade for, det alligevel sker - men heldigvis sjældent. Hvad I gør og aftaler derhjemme, kan, vil og skal vi ikke blande os i, så vi holder os til opfordringen: Beløn dem ikke pr. mål. Så gi' hellere is til hele holdet!

Niels.

PS. De skal selvsagt heller ikke straffes ...

Kursus

Søndag den 15. marts 2009 var vi, i.e. Gert, Anders og Niels samt Gerts søn Frederik, på trænerkursus i Herfølge. NIF er, som en række mindre klubber på Sjælland, samarbejdsklub med Herfølge, hvilket bl.a. betyder, vi kan komme på inspirationskursus hos Herfølges topprofessionelle stab, og det tilbud havde vi altså takket ja til.


Det blev til et par timers fodboldspil om formiddagen, hvor vi var vore egne forsøgskaniner og blev ført gennem et træningspas, der omhandlede fokus på spillestil. I sig selv kunne vi ikke bruge de øvelser til meget i forhold til årgang 00 – men under opvarmningen lærte vi en god øvelse, som vi nu bruger med ungerne. Den handler om retningsbestemt tæmning og er simpel, men samtidig svær. Simpel fordi alt man skal gøre, er at tæmme og aflevere. Svær fordi man skal bruge begge fødder i processen.


Alt i alt var det en god dag, hvor vi mødte mange ”ligesindede” og fik udvekslet bidder af erfaring - og så var lasagnen i top! Det er i øvrigt rart at tænke på, vore unger kan lave den samme opvarmningsøvelse som fuldtidsprofferne i Herfølge også bruger … Hvem det siger mest om, vides ikke

Hvorfor fodboldtræner

Tirsdag den 2/3-09


Hvorfor fodboldtræner?

 

Det kan være et spørgsmål man kan stille sig selv. Jeg synes at det er fordi det alt i alt er en overvejende positiv oplevelse - specielt for mit vedkommende.

 

Jeg vil klart anbefale andre, med interesse for fodbold, at blive træner - især i ungdomsafdelingerne. Bl.a. fordi der virkelig mangler mange trænere i de danske klubber. Selvfølgelig bør man tænke sig om en ekstra gang, inden man træder ind i ”løvens hule”, for det er virkeligt et sted, hvor man får sin sag for – både fysisk og mentalt. Men bliv endelig ikke skræmt, for det positive overskygger langt det negative, som vil opstå, når man har med mennesker at gøre.

Hvis man er lidt usikker men alligevel gerne vil, kan man starte som hjælpetræner, - for at snuse lidt til atmosfæren.

 

For mig er det ikke vigtig, om jeg træner det ene eller andet hold. Det der er det afgørende er, om det hold man har under sine vinger også har energien og lysten. Det er ikke så vigtig, hvor god eller dårlig man er. Bare man ønsker at deltage.

 

Jeg træner årgang 2000 i Nykøbing Sjælland, hvor der er 22 spillere. For mig er det vigtigt  at motiverer alle så alle føler sig værdsat. Tro det, men et puslinge hold, kræver utrolig meget. Det kræver at man lægger både energi og sjæl i, hvis man skal have det til at fungere optimalt, ligesom hvis det havde været højere/ældre rangerende hold.

 

Men man skal ikke tro, man kan klare det hele selv, specielt når der er hele 22 spillere, hvor drengene/pigerne, er på forskellige niveau, og har forskellige ambitioner. (Det med ambitioner, er nok snare forældrene), når vi snakker de små årgange.

Jeg/klubben er så heldig, at der er hele to fædre, som også bistår ved træningen, og med tiden er de da også, blevet rigtige træner. Så nu har vi tre trænere til vores årgang. Holdet har vi splittet op i to hold. For det med ambitionerne, kan man tydelig mærke, ikke kun er fra far og mor, men så sandelig også fra spillerne, når man går i anden klasse.

Udover at vi nu er tre trænere, har vi også fået hjælp af en storebror til en af spillerne, så nu består træner staben af hele fire mand. Så groft sagt er vi nu en træner til hver fem/seks spillere.

Så nu er muligheden optimalt, for at lære den enkelte spiller, individuelle ting.

 

I sin tid overtog jeg holdet fra en  anden træner i klubben. Da gik børnene stadig  i børnehave. Så det var virkelig en opgave, at ta´ fat på. Prøv lige at få en flok livlige og glade rollinger til, at høre, se, forstå, lære, opservere og ikke mindst stå/sidde stille, når man prøver at forklare dem, at nu er vi til fodbold og ikke der hjemme, hvor der er andre regler.

 

Men hvis man går ind til opgaven med den indstilling, at dette bliver vinderholdet. At jeg er en vinder og børnene er nogle vindere, så skal det hele nok ske og vi vinder det hele. Om ikke andet så for også at ha’ det sjovt (forældrene får vi også med – hen af vejen).

Jeg syntes selv, at når træningen er vel overstået og alle er glade og tilfredse, så føler jeg at missionen er lykkedes.

 

Og husk endelig at få dit baglands opbakning.

 

God fornøjelse til kommende trænere, for vi mangler jer virkelig – ude i klubberne, også i vores klub.

 

De gladeste fodbold hilsner.

Gert

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE